En ejeraftale er ikke en formalitet. Den er selskabets grundlov — det dokument der regulerer, hvad der sker når ejerne er uenige, når en ejer vil ud, når en ejer dør, og når der kommer en ekstern køber på banen. Alligevel er det erfaringen, at flertallet af de ejeraftaler vi ser i forbindelse med tvister og transaktioner, mangler præcist de klausuler der ville have forhindret konflikten eller gjort processen enkel.
Det skyldes sjældent ond vilje. Det skyldes, at ejeraftalen typisk forhandles i opstartsfasen, hvor alle er enige, optimistiske og fulde af fælles tillid. De svære klausuler — hvad sker der hvis vi bliver uenige? hvad er min andel egentlig værd? hvem bestemmer hvad? — skubbes til. Resultatet er en aftale der holder i medvind, men bryder sammen i modvind.
Hvad loven siger — og hvad den ikke siger
Selskabsloven indeholder en række deklaratoriske regler for anpartsselskaber og aktieselskaber. Deklaratorisk betyder, at reglerne gælder, medmindre ejerne har aftalt andet. For anpartsselskaber giver loven bl.a. anpartshaverne forkøbsret ved overdragelse til tredjemand og forbyder overdragelse uden de øvrige anpartshaveres samtykke, medmindre vedtægterne eller ejeraftalen bestemmer andet.
Men lovens standardregler er minimale. De regulerer ikke, hvad en ejer kan kræve for sin andel. De fastsætter ikke, hvad der sker ved dødsfald, skilsmisse eller insolvens. De etablerer ikke deadlock-mekanismer. De bestemmer ikke, hvornår en medstifter mister sin andel, hvis vedkommende stopper aktivt arbejde i selskabet. Det er alt sammen op til ejerne selv.
Den ejeraftale der aldrig nåede at blive lavet færdig, eller som blev kopieret fra en skabelon, er ikke neutral. Den overlader afgørende spørgsmål til en domstols skøn på et tidspunkt, hvor parterne ikke ønsker hinanden vel.
De klausuler der oftest mangler
Exit-mekanismer: forkøbsret, drag-along og tag-along
Forkøbsret er standard og forhindrer en ejer i at sælge til udenforstående uden at tilbyde de øvrige ejere andelen til samme vilkår. Men forkøbsretten alene løser ikke alle problemer. Hvad sker der, hvis en af ejerne modtager et bud fra en ekstern køber til en pris de øvrige ejere ikke kan matche — men heller ikke ønsker at acceptere? Her er drag-along afgørende.
En drag-along klausul giver ejere med tilstrækkelig stemmeandel ret til at tvinge de øvrige ejere med i et salg på de samme vilkår. Det sikrer, at en minoritetsaktionær ikke kan blokere for et samlet salg af virksomheden. Omvendt beskytter tag-along minoriteten: en minoritetsaktionær kan kræve at blive inkluderet i et salg, som majoriteten gennemfører. Uden disse klausuler kan en transaktion hænge i usikkerhed i måneder.
Vesting — hvad sker der med ejerandelene, hvis en medstifter stopper?
I vækstvirksomheder og startups er vesting nærmest en nødvendighed. Vesting betyder, at en medejers andel erhverves gradvist over tid — typisk 4 år med en 1-årig cliff. Stopper en medstifter aktivt arbejde i selskabet inden vesting-perioden er udløbet, mister vedkommende hele eller dele af andelen.
Uden vesting kan en medstifter der forlader selskabet efter 6 måneder, bevare en fuldt udvandet andel på eksempelvis 33 % — uden at bidrage yderligere. Det er et reelt problem, ikke bare i teorien. Ejeraftalen bør definere hvad "good leaver" og "bad leaver" betyder, og hvilken pris der gælder i de to situationer.
Deadlock — hvad sker der, når ejerne er fundamentalt uenige?
I et selskab med to ejere der ejer 50/50, er alle beslutninger der kræver simpelt flertal, reelt vetoafgørelser. Ingen af parterne kan gennemtvinge sin vilje. Det er uproblematisk, så længe ejerne er enige. Men hvad sker der, når de ikke er det?
En deadlock-mekanisme regulerer, hvad der sker ved fastlåst uenighed om væsentlige beslutninger. Den mest kendte mekanisme er "shoot-out" eller "Russian roulette": en part tilbyder at købe den andens andel til en bestemt pris, og den anden kan vælge at acceptere — eller vende tilbudet om og købe til den samme pris. Det tvinger parterne til at fastsætte en fair pris. Andre modeller anvender mægling, voldgift eller tidsbegrænsede beslutningsprocesser.
Dødsfald, invaliditet og skilsmisse
Det er ubehageligt at tale om, men dødsfald er en reel begivenhed. Uden klare regler i ejeraftalen kan afdødes arvinger — typisk en efterlevende ægtefælle — blive medejer uden at have nogen forretningsmæssig relation til selskabet. Det kan skabe alvorlige problemer for den viderelevende ejer og for selskabets drift.
Ejeraftalen bør regulere, om andelene kan arves direkte, eller om selskabet og/eller de øvrige ejere har ret til at indløse andelen til en fast eller markedsbaseret pris. Det samme gælder ved skilsmisse: en ejeraftale bør enten afskære overgang til en ejerleders ægtefælle via bosondring eller aftale klare indløsningsvilkår.
Konkurrenceklausuler og fortrolighed
Mange ejeraftaler mangler eller har utilstrækkelige konkurrenceklausuler. Ved en ejerleders exit — frivillig eller ufrivillig — er spørgsmålet, hvad vedkommende kan foretage sig efterfølgende. En konkurrenceklausul skal afbalancere selskabets legitime interesser over for den pågældendes ret til at arbejde. For stramme klausuler kan erklæres ugyldige. For løse klausuler giver ingen reel beskyttelse.
Hvad ejeraftalen ikke kan stå alene med
En velfungerende ejeraftale er koordineret med selskabets vedtægter. Bestemmelser om forkøbsret, overdragelsesrestriktioner og stemmeregler bør fremgå af vedtægterne for at have retsvirkning over for godtroende tredjemænd. En bestemmelse i ejeraftalen, der strider mod vedtægterne, kan i visse tilfælde ikke gøres gældende. Ejeraftale og vedtægter bør gennemgås og opdateres samlet.
Det er også vigtigt at indrette ejeraftalen i relation til den valgte selskabsform og kapitalstruktur. Et A/S med to aktieklasser — A- og B-aktier med forskellig stemmevægt — giver muligheder som et ApS med én anpartsklasse ikke har. Valget af selskabsform er ikke kun en skattemæssig beslutning.
Hvornår bør ejeraftalen genforhandles
Ejeraftalen bør gennemgås og opdateres ved alle væsentlige ændringer i ejerkredsen eller selskabets situation: ved kapitalindskud fra eksterne investorer, ved ansættelse af ledende medarbejdere der gives ejerandele, ved generationsskifte-forhandlinger og ved indgåelse af joint ventures. En ejeraftale skrevet til tre ligeværdige stiftere i 2018 passer ikke nødvendigvis til en virksomhed der i 2025 har en ekstern investor og fem ansatte med warrants.
Mange ejere undgår at rejse spørgsmålet om ejeraftalen, fordi det opleves som en mistillidserklæring. Det er præcis den misforståelse der koster dyrest. En ejeraftale er ikke udtryk for mistillid — den er udtryk for respekt for det fælles projekt og for den investering begge parter har gjort.